Hellerup Laserklinik

Patientvejledning

Profhilo

I Hellerup Laserklinik udføres hudforyngende behandling med ikke-permanent filler af mærket Profhilo®.

Profhilo produktet er en steril injicérbar gel, der består af samme type hyaluronsyre, som allerede findes naturligt i vores bindevæv.

Som et stabiliseret produkt holder Profhilo® sig i huden i omkring 28 dage. I dette tidsrum foregår der stimulation af 4 forskellige typer kollagen og elastin ved langsom frigivelse af de virksomme stoffer.

Stimulationen medfører en væsentlig vævsforbedring. Man kan således ikke sige, at Profhilo® er en hudbooster, da det også har en væsentlig udglattende virkning på vævet.

Når Profhilo® lægges ind i bindevævet integreres hyaluronsyren med det omgivende væv og giver huden mere fugt og fylde og de fine aldersbetingede rynker bliver reduceret. Da der løbende sker en nedbrydning af hyaluronsyre i huden, vil den overskydende mængde efterhånden blive nedbrudt og effekten af Profhilo® vil aftage.

Det er vigtigt, at du oplyser om evt. sygehistorie herunder allergier og om medikamenter som du aktuelt anvender.

  • Du må ikke have fået implanteret et permanent implantat i det område, der skal behandles.
  • Ved behandlingen må du ikke være gravid og må heller ikke udføre amning.
  • Vi kan ikke udføre behandlingen, hvis du har et aktivt udbrud af Akne eller forkølelsessår (Herpes).

Du vil få en grundig information om effekt og varighed af behandlingen og om eventuelle forholdsregler før, under og efter behandlingen.

Ifølge lovgivningen om kosmetisk behandling skal det behandlede område fotograferes før behandlingen påbegyndes.

Området, der skal behandles, desinficeres og Profhilo® føres ind under huden med en fin kanyle.

Umiddelbart efter behandlingen kan der forekomme en let rødme, hævelse, ømhed eller kløe i det behandlede område. Dette er et normalt resultat af injektionen. Ubehaget er midlertidigt og forsvinder generelt i løbet af 1-2 dage. Hvis det fortsætter, eller hvis der opstår andre reaktioner, bedes du kontakte klinikken.

Efter injektionsbehandlingen skal du:

  • Undgå berøring af det behandlede område i mindst 6 timer
  • Undlade at bruge kosmetik, cremer og lignende i 24 timer
  • Undlade svømning og hårde fysiske anstrengelser i 3 dage
  • Undlade solbadning, sauna og solarium i mindst 4 uger
  • Undgå stærk kulde (vindafkøling) eller varme (f.eks. solarium, solbadning og sauna) i mindst 4 uger.

Undlad at tage Kodimagnyl eller lignende medicin, som indeholder Salisylat, da dette kan øge risikoen for forekomst af blå mærker og blødninger på injektionsstedet.

Profhilo® er et naturprodukt, der ikke fremkalder allergi. Der vil dog altid kunne ske komplikationer på trods af alle forholdsregler. Der kan opstå en lokal infektion i det behandlede område, som vil kræve antibiotikum.

2 til 3 behandlinger er typisk for et tilfredsstillende resultat.

Profhilo® produkterne er som nævnt biologisk nedbrydelige geler, som giver et resultat, der holder i ca. 9 – 12 måneder.

Ifølge lovgivningen om kosmetisk behandling kan du give samtykke til behandling efter en betænkningstid på 2 dage.

En ledsager er altid meget velkommen til at være til stede under konsultation og behandling.